Klimatilpasning

Mål for klimatilpasning i Frederikshavn Kommune

Frederikshavn Byråd har opstillet følgende mål for klimatilpasning i Frederikshavn Kommune: 

  • Frederikshavn Kommune vil arbejde for, at der på både kort og lang sigt sikres en robust planlægning, der tager højde for konsekvenserne af forventede klimaforandringer. 
  • Der skal indarbejdes tilpasning til klimaforandringer i alle relevante planer og projekter. 
  • Der skal arbejdes med klima på tværs af sektorer, og kommunens borgere skal inddrages i arbejdet. 

Klimatilpasning er i de seneste år blevet et meget aktuelt emne. I medierne er der jævnligt beretninger fra steder, hvor naturen virkelig har vist sig fra sin barske side med ekstreme vejrforhold. Dette har forårsaget voldsomme oversvømmelser, som har medført store konsekvenser for befolkningen i de berørte lande.  

I Danmark har vi heldigvis ikke været så hårdt ramt, men oversvømmelser i forbindelse med ekstreme vejrforhold har nogle steder betydet tab af værdier for store millionbeløb. 

I Frederikshavn Kommune har der også været eksempler på oversvømmelser, og der har igennem længere tid været fokus på især forholdene omkring oversvømmelser fra kloaknettet i forbindelse med kraftige regnskyl. Der arbejdes målrettet med at få adskilt spildevand og regnvand i kommunens kloaksystemer, og der er blandt andet etableret en helt ny og meget stor regnvandsledning igennem Frederikshavn by. Ledningen skal lede regnvandet direkte ud i havnebassinet, så det ikke belaster spildevandssystemet unødvendigt. 

Danmark får i fremtiden et varmere og generelt vådere vejr med øget hyppighed, intensitet og varighed af ekstreme vejrbegivenheder.

Temperaturen vil stige. Vintrene vil blive mildere, og somrene vil blive varmere. Der kan forventes mere nedbør, især om vinteren. Havvandsstanden vil stige langs en del af Danmarks kyster, og i mange områder må der forventes ændringer i grundvandsstanden. 

Klimatilpasningsplanen for Frederikshavn Kommune er baseret på værktøjerne som Naturstyrelsen har stillet til rådighed på www.klimatilpasning.dk

Med værktøjerne kan man få et indtryk af, om et givet område bliver berørt af oversvømmelser. Hvis det viser sig, at et område kan blive berørt, kan det være relevant at gå videre med nærmere analyser og eventuelle tiltag, der kan forhindre skader som følge af oversvømmelser.

Værktøjerne er baseret på sandsynlige scenarier og har udelukkende vejledende karakter. Formålet med værktøjerne er alene at give brugeren anledning til nærmere undersøgelser. 

Klimatilpasningsplan for Frederikshavn Kommune indeholder en risikokortlægning, som har baggrund i en sårbarhedskortlægning og en værdikortlægning. Risikokortet kan ses som en del af kommuneplanens korttemaer. På baggrund af risikokortlægningen er der udarbejdet en handlingsplan for klimatilpasning i Frederikshavn Kommune.

Der er udarbejdet et kort, der viser en opmærksomhedszone for højvandshændelser, som skal anvendes i forbindelse med udarbejdelse af nye planer og projekter. Opmærksomhedszonen er dannet ud fra en generaliseret højdekurve på 1,75 meter over havet (m.o.h). Dette svarer til en højvandshændelse med høj vandstand, som statistisk set vil forekomme på et givet sted hver 50. år.

I nedenstående links er det muligt at se hele kortlægningsmaterialet.

Sårbarhedskortlægning

Værdikortlægning

Risikokortlægning

Handlingsplan