Forudsætninger

Redegørelsen beskriver kort de forudsætninger og bindinger, som ligger til grund for kommuneplanens udarbejdelse. Det drejer sig om følgende:

Den regionale udviklingsplan 2012

Udviklingsstrategi 2013 - vi kan selv, men ikke alene

Befolkningsudviklingen

Vand- og naturplanerne

Områder med særlige drikkevandsinteresser

Råstofplan 2012

Kystnærhedszonen

Kulturmiljøer

Detailhandelsstruktur

Kommuneplanens sammenhæng med planlægning i nabokommunerne

Redegørelse for planens gennemførelse

 


 

Den regionale udviklingsplan 2012

Den regionale udviklingsplan udstikker retning for den ønskede udvikling af Nordjylland som samlet region frem mod 2020. Planen indeholder en række mål og handlinger, som skal hjælpe med at drive udviklingen fremad. Planens fokus er især de områder, hvor region, kommuner, erhverv, uddannelsesinstitutioner og interesseorganisationer kan – og skal – mødes for at skabe nordjysk vækst og udvikling.

Den regionale udviklingsplan baserer sig på tre bærende principper, som er samarbejde, sammenhængskraft og koordineringog ses som afgørende principper for planens succes. Derudover er der fokus på fem centrale indsatsområder:

  • Det innovative Nordjylland
  • Det kompetente Nordjylland
  • Det forbundne Nordjylland
  • Det attraktive Nordjylland
  • Det grønne Nordjylland

Det innovative Nordjylland

Der skal være optimale rammer for innovation i Nordjylland, og samtidig skal vi udvikle en kultur, som tilskynder til, at nordjyderne agerer innovativt. Vi skal turde tænke nyt og på tværs. Vi skal arbejde systematisk med innovation og inddrage borgernes behov, når det drejer sig om udviklingen af både nye produkter, nye processer og nye organisationsformer.

Det kompetente Nordjylland

Nordjylland skal være en region, hvor uddannelse og kompetenceudvikling bliver tilbudt og modtaget af borgerne gennem hele livet. Den livslange læring skal baseres på lyst og evne. Regionens udbud af kompetence skal modsvare behovet for arbejdskraft i den private og den offentlige sektor.

Det forbundne Nordjylland

Nordjylland skal være endnu bedre forbundet både trafikalt og digitalt på det internationale, europæiske og globale plan. Nordjylland skal udnytte sin position som porten til Norden og det nordatlantiske område. Det skal være muligt for borgerne at have en sammenhængende hverdag, hvor de er mobile på en klimavenlig måde, og hvor de hurtigt og komfortabelt kan komme mellem bolig og arbejde eller uddannelse. Virksomhederne skal være konkurrencedygtige med hensyn til transport af gods og medarbejdere.

Det attraktive Nordjylland

Naturen, kulturen og de attraktive bymiljøer i landsdelen skal være med til at fastholde og stimulere bosætningen og tiltrække arbejdskraft til de forskellige egne i Nordjylland samt tiltrække turister og besøgende. Aktørerne på området skal udvikle et højt niveau af kvalitet, aktivitet, kreativitet og nydelse med fokus på gæstfrihed, synlighed og oplevelse. Produkterne skal formidles med den nyeste teknologi og være baseret på bæredygtige løsninger.

Det grønne Nordjylland

Nordjylland skal være Danmarks grønne region, og vi skal bevare, udbygge og benytte de værdifulde natur- og landskabsområder på en bæredygtig måde. Nordjylland skal være et internationalt eksperimentarium for energi og klimaløsninger. Energiforsyningen i Nordjylland skal i udpræget grad komme fra vedvarende energikilder. Udviklingen og indfasningen af de vedvarende energikilder skal ske i et samarbejde mellem offentlige myndigheder, vidensinstitutioner og det nordjyske erhvervsliv.

Den regionale udviklingsplan og kommuneplanen

Kommuneplanen er med til at virkeliggøre visionerne i den regionale udviklingsplan, bl.a. ved at skabe rammer for robuste erhvervsmiljøer og attraktive by- og bomiljøer i den frederikshavnske del af Nordjylland samt at tilskynde til at indgå partnerskaber – også mere utraditionelle - med henblik på at styrke den lokale og regionale udvikling og synlighed.

 


 

Udviklingsstrategi 2013 - vi kan selv, men ikke alene

Frederikshavn Kommune har vedtaget "Udviklingsstrategi 2013 – Vi kan selv, men ikke alene". Udviklingsstrategi 2013 angiver, hvad der er særligt nødvendigt at have fokus på for at opretholde og udvikle kommunen som lokalsamfund. I den sammenhæng har kommunens 4 vækstspor - Det maritime, Fødevarer, Oplevelser og Energi - en betydningsfuld rolle ligesom Arbejdsmarked, Arbejdskraft, Uddannelse og By- og boligudvikling er væsentlige emner for udviklingen.

Realisering af mulighederne i vækstsporene kræver en vedholdende, fokuseret indsats over flere år. En indsats, der viser, at en forædling af det, vi er og kan, øger vores muligheder for en vækst, der sikrer, at vi også har noget at leve af i fremtiden.

Udviklingsstrategien er præsenteret i 11 korte videoer samt en enkel, sammenfattende redegørelse. I de 11 videoer kan opleves repræsentanter fra byråd, virksomheder og organisationer, der fortæller om de forskellige områder af Udviklingsstrategi 2013.

 


 

Befolkningsudviklingen

Der er udarbejdet en pdf befolkningsprognose_2013.pdf (96.7 KB). Befolkningsprognosen bygger på befolkningsudviklingen i Frederikshavn kommune inden for de seneste år og forventningerne til den fremtidige boligudbygning i perioden fra 2013-2023.

Befolkningsprognosen viser den forventede befolkningsfordeling for kommunens forskellige lokalområder, i dette tilfælde kommunens skoledistrikter.

Ifølge prognosen vil det samlede befolkningstal for kommunen falde fra 60.779 personer i 2013 til 57.912 personer i 2023.

 


 

Vand- og naturplanerne

Vandplaner

Statens vand- og naturplaner samt de heraf afledte kommunale vand- og naturhandleplaner er bindende sektorplaner for kommuneplanen. Kommuneplanen skal derfor tage højde for bestemmelser og tiltag i planerne.

De statslige vandplaner 2009-2015 indeholder en række overordnede retningslinjer i forhold til vandforvaltningen i Danmark.

Den kommunale vandhandleplan beskriver de tiltag, som kommunen vil iværksætte i medfør af den statslige vandplan. Vandhandleplanen indeholder en række konkrete indsatser i form af ændret vandløbsvedligehold, åbning af rørlagte vandløb, fjernelse af vandløbsspærringer, vandløbsrestaurering samt forbedret spildevandsrensning ved en række ejendomme på landet. Vandhandleplanen skal være vedtaget senest den 30. august 2015.

Efter den 1. januar 2016 er det Statens vandområdeplan 2015-2021, der er gældende. Der udarbejdes ikke længere kommunale vandhandleplaner.

Vandplanlægningen har sammenhæng til en lang række planemner i kommuneplanen, f.eks. udlæg af arealer til byzone, jordbrugsmæssige interesser, skovrejsningsområder, lavbundsarealer samt naturområder og naturbeskyttelsesinteresser.

Kommuneplanen indeholder ikke retningslinjer for grundvandsområdet, da disse er indeholdt i de statslige vandplaner.

De statslige vandplaner er endeligt vedtaget den 30. oktober 2014. Den overordnede vandforvaltning reguleres efter vandplanernes retningslinjer samt bekendtgørelse om udpegning og administration mv. af drikkevandsressourcer.

Bekendtgørelsens udpegninger af områder med særlige drikkevandsinteresser (OSD), områder med drikkevandsinteresser (OD), Nitratfølsomme indvindingsoplande (NFI) samt indvindingsoplande ved kommunens vandværker findes som korttema i kommuneplanen af hensyn til den lokale planlægning.

Naturplaner

Frederikshavn Kommune er omfattet af otte statslige naturplaner. I de otte kommunale naturhandleplaner, som er affødt heraf, er der blandt andet peget på områder og arealer, hvor der kan etableres ny natur. Desuden er der i handleplanerne peget på områder og arealer, hvor der kan iværksættes naturplejeindsatser i form af rydninger og græsning.

Vand- og naturplanerne skal indarbejdes i den kommunale planlægning, lokalplaner og øvrige planlægning, hvor arealhensyn skal afvejes mod hinanden.

 


 

Områder med særlige drikkevandsinteresser

Statens Vandplan 2009-2015 indeholder retningslinjer omkring planlægning i områder med særlige drikkevandsinteresser. Statens vandområdeplaner 2015-2021 indeholder ikke retningslinjer for administration af miljølovgivningen. Retningslinjer forventes fremover fastsat via nye bekendtgørelser.

Naturstyrelsen har offentliggjort retningslinjer for udmøntning af bestemmelserne i forhold til byudvikling og anden ændret arealanvendelse i Områder med Særlige Drikkevandsinteresser (OSD) og indvindingsoplande ved vandværker samt tilhørende bilag.

Retningslinjerne skal sikre, at der ved udlæg af arealer til byformål og placering af virksomheder ikke sker en forurening af grundvandet. Retningslinjerne foreskriver hvilke typer aktiviteter, der som udgangspunkt må placeres inden for områder med særlige drikkevandsinteresser eller indvindingsoplande til vandværker. Herudover beskrives særlige krav til indretning af virksomhederne i forhold til grundvandsbeskyttelse.

Frederikshavn Kommune har lavet en vurdering af muligheder for udlæg af erhverv i kommunens områder med drikkevandsinteresser.

Vandplanens og Naturstyrelsens retningslinjer for planlægning og administration i forhold til drikkevandsinteresser skal udmøntes i kommunens lokalplaner og øvrige detailplanlægning.

 


 

Råstofplan 2012

Regionsrådet besluttede på mødet den 17. september 2013 at vedtage Råstofplan 2012

Det overordnede mål med planlægningen er at fastlægge den regionale råstofpolitik inden for rammerne af den nationale råstofpolitik, således som den kommer til udtryk gennem råstofloven. Dette skal ske med henblik på, at råstofinteresserne kan indgå på lige fod med de øvrige arealinteresser i udarbejdelse af den sammenfattende kommuneplanlægning.

Gennem afvejningen af de forskellige interesser opnås, at der fastlægges rammer for arealanvendelsen med henblik på, at blandt andet råstoflovens formål kan tilgodeses i den videre planlægning og administration.

Regionen har til opgave at gennemføre en kortlægning af råstoffer og etablere den overordnede planlægning af den fremtidige indvinding. Langt de største mængder er sand, grus, sten og kalk.

Med planen udstikker Regionsrådet retningslinjer for, hvordan råstofindvindingen skal foregå. Råstofplanen er samtidig Regionsrådets udmelding om, hvor i regionen kommunerne kan give tilladelser til indvinding af råstoffer.

De i Frederikshavn kommune udlagte indvindingsområder kan ses på i kommunens kort-del. Der er ikke foretaget udvidelser eller udlagt nye graveområder i Frederikshavn kommune. Derimod er et tidligere indvindingsområde ved Gærum fjernet.

 


 

Kystnærhedszonen

Kystnærhedszonen omfatter landzone og sommerhusområder indtil 3 km fra kystlinjen. I Frederikshavn kommune, ligesom i resten af regionen, har de fleste større byer udviklet sig langs kysten, fordi det har været praktisk, og fordi det at bo ved kysten har været og stadig er meget eftertragtet.

Selvom kyststrækningen de fleste steder har stor landskabelig værdi, som eksempelvis de store og meget sårbare naturområder og landskaber Skagen Odde og Råbjerg Mile, er der strækninger, hvor en vis byudvikling vil kunne ske uden at tilsidesætte væsentlige landskabelige interesser.

Der henvises til retningslinjer for og bemærkninger til anvendelsen af kystnærhedszonen i Frederikshavn kommune og kort, som viser områdernes beliggenhed.

 


 

Kulturmiljøer

Kulturmiljøer er defineret som geografisk afgrænsede områder, der afspejler væsentlige træk af den samfundsmæssige udvikling. Ofte indeholder et kulturmiljø flere kulturhistoriske enkeltelementer, der ikke nødvendigvis hører sammen. De udpegede værdifulde kulturmiljøer i Frederikshavn kommune består af 46 lokaliteter ved kysten og inde i landet. Ved udpegningen er der lagt vægt på at dække et historisk set bredt spektrum af forskellige lokaliteter, der viser, hvordan nordjyderne har levet og arbejdet.

Til beskyttelsen af kulturværdierne hører også beskyttelsen af kirker, kulturhistorisk værdifulde bygninger, kulturspor i landskabet mm.

Der henvises til retningslinjer for og bemærkninger til beskyttelse af kulturmiljøerne i Frederikshavn kommune og kort, som viser beliggenheden af de udpegede kulturmiljøer.

 


 

Detailhandelsstruktur 

Detailhandelen spiller en central rolle i forhold til at sikre en positiv udvikling i kommunen.  Det overordnede mål for detailhandel er at fremme et varieret butiksudbud samt at fastholde og styrke et bredt udbud af butikker og handelsmuligheder til gavn for borgere og turister.

For planlægningen til detailhandelsformål i Frederikshavn Kommune gælder, at 

  • butikker som hovedregel skal ligge i bymidter og i bydelscentre – den centrale del af en bydel
  • detailhandelsplanlægningen skal fremme et varieret butiksliv i de mindre og mellemstore byer
  • planlægningen skal sikre en god tilgængelighed for alle trafikarter; herunder især gående, cyklende og kollektiv trafik
  • planlægningen skal fremme en bæredygtig butiksstruktur, hvor afstandene i forbindelse med indkøb er begrænsede

Detailhandelsområderne i Frederikshavn Kommune er inddelt i fem forskellige kategorier: bymidter, bydelscentre, lokalcentre samt aflastningscentre og områder til særligt pladskrævende varegrupper.

I Skagen, Frederikshavn og Sæby, som er kommunens hovedbyer, er der afgrænset bymidter, bydelcentre og lokalcentre. I Frederikshavn er der desuden et aflastningsområde; Hjørringvej vest. I de lokalbyer, der ligger i byzone, er der mulighed for at etablere detailhandel i bymidten. 

I de øvrige lokalbyer, i byerne udenfor de udpegede centre og i sommerhusområderne kan der etableres dagligvarebutikker og mindre udvalgsvarebutikker til områdernes lokale forsyning.

I Frederikshavn, Sæby og Skagen samt i lokalbyerne Dybvad, Elling, Østervrå og Aalbæk er der udlagt områder, hvor der kan planlægges for og etableres butikker, der forhandler særligt pladskrævende varegrupper.

I byzoner kan der i tilknytning til produktionsvirksomheder desuden etableres butikker med detailsalg af egne produkter.

Fremtidige centerområder 

En ændret afgrænsning af bymidterne og bydelscentrene, der har et samlet bruttoetageareal til butiksformål på mere end 5.000 m2, skal ske i overensstemmelse med den statistiske metode, som er formuleret i "bekendtgørelse for afgrænsning af bymidter og bydelscentre". De faktiske bymidtekerner og afgrænsningen af bymidterne efter den statistiske metode fremgår af kortbilagene anvendelse af den statistiske metode til bymidteafgrænsning.

 


 

Kommuneplanens sammenhæng med planlægning i nabokommunerne

Kommuneplanlægningen forudsætter samarbejde på tværs af kommunegrænser for at sikre sammenhæng og tværkommunale hensyn. Således berører landskaber og naturinteresser flere kommuner, ligesom vandløb og recipienter, grundvand, skovrejsning mv. oftest er fælleskommunale anliggender. Også større anlægsarbejder, som eksempelvis opstilling af vindmøller, vil med fordel kunne samordnes på tværs af kommunegrænserne.

Gårdbo Sø berører både Hjørring og Frederikshavn kommuner og er udpeget som værdifuldt kulturmiljø på baggrund af de kulturhistoriske tiltag, som sidst i 1800-tallet omlagde den dengang ca. 375 ha store sø til landbrugsdrift.  Hjørring og Frederikshavn kommuner vil sammen med andre myndigheder og berørte parter skulle indgå i et samarbejde om søens og omliggende arealers fremtidige status. 

 


 

Redegørelse for planens gennemførelse

Byrådet skal virke for kommuneplanens gennemførelse. Det vil blandt andet ske gennem den årlige budgetlægning, løbende sektorplanlægning, lokalplanlægning og byggesagsbehandling.

Hvis en udstykning eller et byggearbejde, der er lokalplanpligtigt, er i overensstemmelse med kommuneplanen, skal byrådet snarest udarbejde et forslag til lokalplan og fremme sagen mest mulig.

Byrådet kan modsætte sig en ny bebyggelse eller ændret anvendelse af bebyggelser eller ubebyggede arealer i byzone, hvis anvendelsen er i strid med kommuneplanens bestemmelser, eller hvis projektet ikke er i overensstemmelse med gældende byplanvedtægt eller lokalplan.

Byrådet kan desuden nedlægge forbud mod, at der etableres forhold, som kan reguleres i en lokalplan.